Her kan du læse nogle personlige beretninger fra nogle af initiativtagerne til Sorg og liv.
Du kan klikke på de enkelte navne for at læse deres historie:

Efter jeg havde mistet min søn, havde jeg nær også mistet min forstand og lysten til at leve – også selvom jeg havde andre børn.

Skillevejen for mig var at møde andre, der havde mistet og se, at de kunne leve et forholdsvist normalt liv trods den store sorg. Det gav mig håb for, at jeg selv kunne få et godt liv igen. Det var meget trygt og på en måde rart, selvom vi mødtes med en anden baggrund end man ellers møder mennesker, at lave helt almindelige ting sammen. Jeg følte mig meget ensom i min sorg, men ved at være sammen med andre der havde prøvet det samme, følte jeg mig ikke længere alene i at skulle genopleve verden.

 

 

Min hjerne kørte rundt med mig. Var det virkelig sket? Jo min søn var død. Jeg havde født et dødt barn. Hvordan skal jeg reagere? Kan nogen ikke lige fortælle mig, hvordan jeg skal reagere?

Nej, der er umuligt nogen, som kan forholde sig til, hvordan jeg har det.

Mit verdensbillede brast fuldstændig sammen. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg troede, at jeg var ved at blive sindssyg. Var det sådan mit liv skulle være fremover? Så ville jeg hellere følge efter min søn.

Da jeg mødte andre, som havde mistet, blev sorgen en lille smule lettere at bære. Der var nogen som vidste, hvad jeg mente. Altså virkelig vidste, hvad jeg mente, og ikke bare nikkede og klappede mig trøstende på skulderen, og håbede på at jeg snart holdt op med at græde igen. Jeg fandt et sted hvor der var plads til alle mine forvirrede følelser, og der var nogen som hjalp mig med at sætte ord på og forstå dem.

Jeg kan huske at jeg tænkte: ”Hvordan kan de, som for flere år siden har begravet deres barn, stadig være i live? Hvordan har de kunne holde smerten ud så længe?” Men at de sad der foran mig, levende, smilende, ”normale” gav mig håb.

 

D. 1. maj 2016 blev min første datter født. Liv blev hun døbt. Tre timer efter fødslen døde hun. En storm af dyb sorg, ensomhed, mørke og håbløshed raserede længe efter. På dét tidspunkt var stormen altoverskyggende. Jeg var sorg. 

I dag er jeg Camilla. Jeg er 25 år. Jeg er psykologistuderende. Jeg er mor. Jeg er kæreste. Jeg er datter og jeg er meget mere end det. I dag erjeg ikke sorg. I dag sørger jeg. Sorgen er ikke længere alt overskyggende, men den lever side om side med glæden, og jeg har accepteret at det et menneskeligt grundvilkår. Jeg håber aldrig det går væk. Det er i sorgen, at er Liv tættest på.

Når jeg i dag er frivillig hos initiativet Sorg og liv, skyldes det særligt det element af ensomhed stormen medførte. Jeg følte mig ikke forstået, jeg følte mig ikke lyttet til og jeg følte ikke at min sorg var anerkendt; ”jeg nåede jo heldigvis ikke at lære Liv at kende”, ”jeg vidste jo heldigvis nu, at jeg kunne blive gravid” og ”hun var syg, så det var nok for det bedste, at hun døde – tænk et hårdt liv hun kunne have fået”. Sådan lød nogle af de bemærkninger jeg mødte på min vej. Men for mig var der ikke noget heldigvis, der var kun en tragedie og det var i den jeg havde brug for at blive mødt. Det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg i dag ikke bebrejder nogen noget. Vi mangler et sprog og vores kultur er generelt gennemsyret af en diskurs om, at vi for enhver pris må holde fast i det gode. Derfor er der brug for et sted, hvor sorg ikke gradbøjes, ganske enkelt fordi det ikke giver mening; sorg, sorgere, sorgest– selv sproget fortæller os, at det ikke er en mulighed. Der er brug for et sted, hvor hver enkelt sorg anerkendes, hvor de børn der ikke kunne blive mindes, hvor det er tilladt at tale og hvor der lyttes. Det er mit klare ønske, at Sorg og liv kan blive sådan et sted. Et sted som formår at mindske ensomheden.

Jeg havde i min barndom mistet en bror, en mor og en mormor indenfor relativt få år. Men ingen af disse kan sammenlignes med sorgen, at miste et barn – også selvom det er dødfødt. Her mistede jeg noget jeg havde glædet mig til, lige siden at jeg var ganske ung. Midt i mit tab, måtte jeg erkende, at der er meget stor forskel på at være far og mor.

Min hustru havde mærket vores dreng i flere måneder, og egentlig havde opbygget en relation, med faste og varierende rytmer, små skub og en slåskamp om hvem der havde mest ret til pladsen i hendes krop.

Som far er man denne relation foruden, og derfor er sorgen en helt anden. Jeg oplevede, at jeg måtte bruge en del tid på at sætte sig ind i, hvad min partner gik igennem. For hun mistede noget, som jeg kun havde drømt om – og det gjorde mig frustreret og ked af det. Desværre mødte jeg kun andre fædre, der også havde mistet, i samvær med deres partnere i sessioner, hvor denne forskel på fædre og mødre blev endnu tydeligere.

For mænd har også brug for at snakke om det der gør ondt!
Vi gør det bare på en anden måde.